Vartegn i Holstebro

Den 14. og 15. august 2017 var Holstebros kirketorv vært for Vartegn, hvor musik, gøgl og 'Frøken Vartegn' gæstede scenen.

Vartegn gæstede mandag den 14. og tirsdag den 15. august 2017 Holstebro kirketorv for at sætte fokus på temaet ”Vi får mennesker til at mødes”. Derfor var der i de to dage lagt op til masser af musik og dans, arrangeret af VIA University College og Holstebro Kommune.

Mandag bød blandt andet på dans fra den otte meter høje marionetdukke sammen med dansere fra Gøglerskolen. Tirsdag stod i naturens tegn, hvor først børn fra de to børnehaver Mariehønen og Filosoffen dansede og sang med Frøken Vartegn. Herefter var der masser af spændende aktiviteter for både børn og voksne i de mange workshops.

Vartegn er et kunst- og kulturprojekt, der skal sætte fokus på socialt udsatte grupper og laves i et samarbejde mellem det italienske kunstnerstudie Gilbert Lebrige, studerende fra VIA og udsatte borgere.